Skole og job

Alle har en plads her i livet. Vi hjælper dig med at finde din.

På Elmelund har vi en erhvervsafdeling vi kalder for Thy Naturkraft, hvor vi har forløb lige fra skoletilbud (STU), erhvervsafklaring (LAB), aktivitets- og samværstilbud (SEL § 104), beskyttet beskæftigelse (SEL § 103) til ansættelse.

Hvide blade

Thy STU

Thy STU er en praktisk uddannelse, hvor der er personale med forskellige baggrunde; lærere, pædagoger, sygeplejerske, seksualvejleder m.v., så vi sikrer den bedst mulige uddannelse for dig. Vi underviser på små hold og på forskellige steder, så rammerne passer til dig, og du får mest mulig ud af undervisningen, både i klasselokalet og på værkstederne.

På Thy STU starter dagen kl. 8.15 og slutter igen kl. 14.00, fredag kl. 12.00. Vi holder en formiddagspause kl. 10.00 og frokostpause kl. 12.00. Nogle elever har specialaftaler med deres UU-vejleder om reduceret skema i perioder, hvis der er behov for det.

Eksempel på ugeskema:

Skema - Elmelund

Hvide blade

Din uddannelse, din fremtid

De bedste rammer til dig

I undervisningen, almen og ADL (almindelig daglig livsførelse), lærer du om sundhed, motion, kostvejledning, personlig økonomi, seksualvejledning, sociale medier, identitetstyveri, e-Boks, NemID, demokrati og valg og andre aktuelle emner og temaer, der er relevante når man er godt på vej hen imod at blive voksen.

Valgfag afhænger af interesser og årstiderne. Det kunne f.eks. være udeliv, ridning, musik og samspil, kreativ, gaming m.m.

Vi har forskellige værksteder hvor man kan deltage i forskellige praktiske opgaver i tæt samarbejde med personalet på holdet. Læs om de forskellige værksteder og opgaver under Thy Naturkraft.

klubben
På værkstedet

Kom i virksomhedspraktik

Under din uddannelse, har du mulighed for at komme i virksomhedspraktik hos de lokale virksomheder. Her kan du afprøve og blive klogere på, hvad du kan og har lyst til at arbejde med i fremtiden. Det kunne for eksempel være praktik i en butik, på et plejehjem, hos en bilforhandler eller hos en landmand, alt afhængig af, hvad du har lyst til at prøve.

På Thy STU har vi en jobkonsulent, der samarbejder med mange lokale virksomheder, og som vil hjælpe dig med at finde en praktikplads og være med til at sikre, at din praktik bliver en god oplevelse.

Hvide blade

 

Thy Naturkraft

Thy Naturkraft er også en socialøkonomisk virksomhed, hvor vi bl.a. laver sociale partnerskaber med lokale virksomheder i Thy, mhp. at fremme særlige sociale og samfundsgavnlige formål. Vores primære formål med vores socialøkonomiske virksomhed er, at fremme beskæftigelse for udsatte grupper.

Kendetegnet for en dag på Thy Naturkraft er, at man bliver mødt med begribelige arbejdsopgaver og medbestemmelse i forbindelse med planlægningen af aktiviteter og opgaver.

Uanset om du er elev på Thy STU, i afklaring fra Jobcentret eller i beskyttet beskæftigelse, har du mulighed for at arbejde og være en del af fællesskabet på vores forskellig hold og værksteder.

Vi er fordelt på forskellige adresser i Thisted by og har også afdelinger ude i Nationalpark Thy. Du kan se alle afdelinger på afdelingsoversigten.

Eksempler på opgaver på Thy Naturkraft:

Alle hold starter med et lille morgenmøde, hvor opgaver bliver fordelt, så alle ved præcist hvad de skal gå i gang med.

blade
Thy Naturkraft – Virkelyst, Haveholdet

  • Vedligehold af sansepark og udearealer
  • Græsslåning med havetraktor
  • Rive grus med havetraktor på gårdspladsen
  • Dyrke grøntsager i væksthuse og køkkenhave til salg i Elmelunds bod
  • Passe og pleje vores dyr
  • Kløve og stable brænde til salg
  • Sælge juletræer
  • Virksomhedsbesøg og ture ud af huset

blade
Thy Naturkraft – Virkelyst, Mad- og serviceholdet

  • Bage brød og kager til møder, kunder og til salg i Elmelunds bod
  • Lave mad til Elmelunds klub
  • Handle ind
  • Ordne grøntsager fra vores køkkenhave til b.la. syltning og marmelade
  • Vaske og pakke ting der er sanket i Nationalpark Thy til restauranter m.v.
  • Rengøring i huset og tøjvask
  • Virksomhedsbesøg og ture ud af huset

blade
Thy Naturkraft – Virkelyst, Produktions- og værkstedsholdet (træ/metal)

  • Palleproduktion
  • Diverse opgaver i træ til kunder; shelter, borde-/bænkesæt, reoler m.m.
  • Montageopgaver, eks. samle beslag til vinduer
  • Projekter ude af huset
  • Vedligehold af Thy Naturkrafts værktøj og maskiner, bilvask m.m.
  • Virksomhedsbesøg og ture ud af huset

blade
Thy Naturkraft – Tved

  • Save, kløve og stable brænde og levere til kunder
  • Sanke produkter efter årstiderne i Nationalparken og levere til kunder
  • Hjælpe Skov- og Naturstyrelsen med forskellige opgaver, eks. køre ud med brochurer og levere brænde til shelterpladserne
  • Klippe gran og pyntegrønt til kranse til kirkegården, advents- og juledekorationer
  • Rengøring af huset
  • Virksomhedsbesøg og ture ud af huset

blade
Thy Naturkraft – Sofievej

På Sofievej er det primære fokus på socialt samvær og fællesskab, og knap så meget på praktiske arbejdsopgaver, som på de øvrige hold og værksteder.

  • Socialt samvær i vores klublokaler
  • Madlavning
  • Motion
  • Udflugter med kulturelt indhold og øvrige aktiviteter efter interesser

blade
Thy Naturkraft – Sårup

  • Kreativt værksted hvor der laves forskellige små projekter og ting der sælges i Elmelunds bod
  • Madlavning, hverdagsretter i lille køkken
  • Bagning til eget forbrug på holdet
  • Sanke bær, frugter og urter i skoven
  • Rengøring og vedligehold af huset
  • Indkøb
  • Opgaver i træværkstedet, der er bestilt af kunder samt ting til salg i Elmelunds bod
  • Opsavning af stammer på savværket
  • Kløve og stable brænde
  • Græsslåning på havetraktor, hækklipning og øvrige haveopgaver
  • Vedligehold af udearealer
  • Sørge for at der er brænde på de nærliggende shelterpladser
  • Virksomhedsbesøg og ture ud af huset

blade
Thy Naturkraft Montage – Nors

  • Pakke opgaver som julekalendere og påskeæg
  • Små pakninger af emner som skal hænge sammen. Der er udarbejdet modeller til alle pakkeopgaver ud over de nævnte, hvor pakningen kan sammenholdes og klistres sammen
  • Der kommer løbende andre små opgaver til, som værkførerne finder en simpel måde at løse på.

blade
‘KOM IGEN’

Genfind troen på dig selv – og kom stærkt tilbage med vores ‘KOM IGEN’ koncept.

Vi tilbyder et trygt fællesskab for mennesker, der har mistet fodfæstet i forhold til arbejdsmarkedet eller sociale relationer. Her er der plads til at genopbygge selvtillid, udvikle nye kompetencer og langsomt finde vejen tilbage til både fællesskab og meningsfuld beskæftigelse.